| 13. januar 2010 |
| Stort Jordskælv i Haiti i det Caribiske Hav |
Den 12 januar Kl. 21:53:09 UTC blev Haiti ramt af et kraftigt jordskælv. Jordskælvet havde sit epicenter meget tæt ved Port au Prince, og de foreløbige målinger viser at jordskælvet havde en styrke på 7.0 på Richterskalaen. Efter følgende er der sket 15 efterskælv over 5 på Richter skalaen (14:00 13/1 2010).Jordskælvet blev også registreret på GEUS' seismografer i Danmark, der viser, at rystelserne har været 9 minutter om at nå frem til os. Jordskælvet er stort - i 2008 var der 12 jordskælv over 7 på Richterskalaen. Det seneste store jordskælv var på Solomon øerne den 3. januar 2010, hvor der var et skælv på 7.2 på Richterskalaen. Jordskælvet fandt sted i et område der oplever jordskælv, men sjældent så store. Sidst var i 1860. Geologisk set ligger jordskælvet, hvor to af jordens lithosfæreplader mødes. Jordens ydre består af nogle store stive plader, der er 200-300 km tykke under kontinenterne, og fra nogle få km op til ca. 100 km tykke under oceanerne. Det er langs kanterne af disse plader, som kan sammenlignes med brikkerne i et puslespil, at de fleste og største jordskælv finder sted. Ved Haiti mødes den Caribiske plade og den Nordamerikanske plade. Den Nordamerikanske plade skubbes ned under den Caribiske plade i den østlige ende af den Caribiske plade. Ved Haiti bevæger de sig langs hinanden. Herved opbygges der spændinger i jorden, som blev udløst ved jordskælvet. Umiddelbart efter jordskælvet blev der udsendt et lokalt tsunami varsel for det umiddelbart nære område. Det viste sig dog, at der ikke blev skabt en tsunami af betydning, men kun mindre bølger (12 cm ved blev observeret ved Santo Domingo i den Dominikanske Republik.Læs mere om jordskælv www.geus.dk/viden_om/ddj/index-dk.html Yderligere oplysninger: Seismolog Peter Voss, GEUS tlf.: 38142527 Seismolog Tine B. Larsen, GEUS tlf.: 38142427 Seismolog Trine Dahl-Jensen, GEUS tlf.: 38142519 E-mail: seismologi@geus.dk ![]() Udskrift fra GEUS' seismograf på Bornholm, som har registreret jordskælvet d. 12. jan 2010 kl. 22:53 dansk tid. Seismogrammet viser, hvordan jorden bevæger sig op og ned. De første minutter er jorden under seismografen rolig, men så rammer de kraftige rystelser godt 9 minutter senere. Det viste tidsudsnit er ca. 1 time 30 min langt. Forstør seismogram |